Strandarve

Strandarve kaldes også strandens agurk på grund af sin agurkeagtige smag. På Island har den været en almindelig del af kosten, og man har traditionelt brugt den fermenteret.

  • Sankested

    Strandarve er en af de få urter, der trives godt i det løse sand på strandbredden. Du kan finde den i området fra de øverste klitter på stranden og helt ned til vandet. Den står ofte i store klynger og kan ses som lavt voksende grønne tæpper ned langs stranden.

  • Strandeng, strand.
  • Sæson

    Så længe vejret er mildt, kan du plukke strandarve fra maj og frem til oktober. I midten af vækstsæsonen sætter den blomst og bliver hård og træ-agtig. Efter blomstringen skyder den igen, og så er de øverste skud bløde og saftige.

  • Hele planten: Maj, juni, juli, august, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Strandarve har et meget karakteristisk udseende og ligner mest af alt små, glatte juletræer med saftige, trekantede grene. De er typisk 5-15 cm høje og har sæt af fire små blade, der sidder lige overfor hinanden op ad stænglen. Når strandarve blomstrer, får den små, hvide og gule blomster i hvert hjørne af de øverste blade.

  • Sankning

    Når du sanker strandarve, er du efter både stængel og blade. Fordi den vokser i det løse sand, er det meget let at komme til at hive den op med roden - så klip eller skær forsigtigt den øverste del af planten. Efterlad nogle bladsæt, så den kan vokse videre. Når planten bliver ældre og mere hård i bladene, plukker du den øverste bløde del. Strandarve er en af de planter, der tager smag af det underlag, den vokser på, så den kan variere meget i smagen og endda smage direkte grimt. Så tag dig tid til at finde de mest velsmagende eksemplarer.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for forveksling.