Tarmrørhinde

Tarmrørhinde har måske navnet imod sig, men både smag og udbredelse vejer så rigeligt op for det. Tarmrørhinde er nemlig en sprød og delikat grønalge, som du kan høste mange steder langs de danske kyster hen over forårs- og sommermånederne.

  • Sankested

    Tarmrørhinde sidder fast på sten eller bolværk tæt på overfladen - sjældent under et par meters dybde. Den trives særligt godt i vand med lav saltholdighed, så led efter den på steder, hvor ferskvand møder saltvand, for eksempel ved udløb af åer eller fjorde. Her kan tarmrørhinde danne store, grønne undervandsskove langs kysten.

  • Strand.
  • Sæson

    Du kan plukke tarmrørhinde i foråret, hen over sommeren og lidt ind i efteråret.

  • Topskud: Marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Tarmrørhinde består af klaser af lysegrønne skud på 30-40 cm, der vokser på sten på havbunden eller tæt ved brændingen. Skuddene kan blive fyldt med ilt-blærer, hvilket giver tarmrørhinden opdrift i vandet, så en koloni af tarmrørhinde ligner en grøn, undersøisk eng, der svajer i strømmen. Skuddene er noprede, ujævne og halvgennemsigtige uden forgreninger.

  • Sankning

    De steder, hvor tarmrørhinden vokser helt tæt på kysten, kan du sanke den i waders eller plukke den direkte fra sten i vandkanten. Hvis vandet er varmt nok, vil du være godt tjent med at trække i badebukser eller en våddragt og dykke efter den. Det vil gøre det muligt for dig at komme ned på de dybder, hvor udbredelsen er stor og spisekvaliteten er høj. Du kan nøjes med at skære skuddene af med en kniv eller en saks, så tange kan sætte nye skud og leve videre. Hold øje med om der er spildevandsudledning i nærheden - tarmrørhinde kan godt lide steder med masser af næringsstoffer i vandet, men det er ikke altid de bedste steder at sanke til et måltid.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for farlige eller uhensigtsmæssige forvekslinger. Men du skal lige holde øje med, at det ikke er ålegræs, du har fået med hjem. Ålegræs vokser i sand og er ikke farligt, men ret uinteressant på en tallerken.