Skovsyre

Skovsyre kaldes også surkløver. Den ligner nemlig kløver, og så har den en syrlig smag, som kan udrette mirakler i både det salte og det søde køkken. Desuden er de små, elegante blade meget fine at pynte maden med.

  • Skovsyre kræver ikke meget næring eller sollys og vokser derfor på mørke, næringsfattige steder, hvor de fleste andre planter giver op. Til gengæld spreder skovsyre sig ofte gevaldigt, når forholdene er gode, og den kan lægge sig som et stort lysegrønt tæppe ud over skovbunden. Skovsyre er en lille urt med en meget tynd, lysegrøn stængel på fem til ti cm og tre hjerteformede blade, der på undersiden kan være en smule rødlige. De hvide blomster sidder på en tynd, rosa stilk, har fem hvide blomsterblade med rosa-violette striber og er gule inderst. Skovsyre er sart, og du kan nemt komme til at hive hele planten op med rod. Derfor er det en god idé at klippe eller skære stilkene over, så planten har mulighed for at blive ved med at sprede sig. Du må gerne være lidt omhyggelig, når du plukker, hvis ikke du vil have et stort arbejde med at rense skovsyren, når du kommer hjem i køkkenet.

  • Løvskov, nåleskov, by.
    Hele planten: Hele året
    Sådan genkender du skovsyre
    • 1. Den tynde, lysegrønne stængel på fem til ti cm.
      2. De tre hjerteformede blade med lidt rødlig underside og en frisk, syrlig smag.
      3. Blomsterne med fem hvide blomsterblade.

Risiko for forveksling

Skovsyre kan ikke rigtig forveksles med andre planter (hvis ellers du holder øje med dens kendetegn).