Vildæbler vokser i brun og mættet jord, i skovbryn og krat og ved parker og haver. De stammer fra kultiverede æbler (fra for eksempel en have eller en plantage), der er stukket af og har blandet sig med et andet æble. Derfor er det svært at sige noget generelt om, hvordan de ser ud. Vildæble kan være en busk eller et lille træ, der blomstrer med små, hvide eller rosa blomster. Mange vildæbler bliver ikke over tre til fire cm i diameter. Hvis ikke æblet let slipper grenen, når du trækker i det, skal du lade det sidde - det er ikke modent endnu. På det perfekt plukkede æble sidder kun en kort stilk tilbage - uden blad og kvist.

I munden (og næsen)

Vildæbler er tit ret sure, men har lige så ofte masser af sødme, honning og blomst i smagen. Du finder endda bitre vildæbler. Smag dig frem og find lige præcis de æbler, der falder i din smag - eller glæd dig over dem, du finder. Vildæbler kan være knasende sprøde, trist melede og alt derimellem. Deres skræl kan være sej og tyk eller tynd som papir. Nogle vilde æbler har store kernehuse, der er spækket med kerner - andre er næsten kun frugtkød.

På grund af de store forskelle på vilde æbler, reagerer de også ret forskelligt på tilberedning, så du må prøve dig frem. Generelt kan æbler dog godt klare varme. Ved stegning træder sødmen frem, og ved høj varme glaserer stegefladen nærmest. En stor del af de syrlige og spændende aromaer i æbler sidder i skrællen og kernehuset, så prøv at få dem med i din tilberedning. Du kan for eksempel koge dem med en smule væske for sig selv, og hente kogevandet over i en ret. Æbler hører til i både det søde og det salte køkken i klassiske retter som æbleflæsk og æblekage eller i en salat, hvor de giver kant og friskhed.