Engsyre kan blive næsten en meter høj og vokser på steder, hvor den får godt med sol. Kig efter den på skrænter og langs veje og stier, hvor jorden er tør og lidt støvet. Planten har en tynd stængel, der deler sig flere gange og ender i krogede toppe med små, rustrøde blomster, der sidder tæt langs stænglen. Bladene ligner pilespidser med små modhager. Helt nede ved jorden, hvor stænglen skyder frem, sidder en lille buket ægformede blade. Hele planten kan spises, men bladene er klart de lækreste. Du kan plukke engsyre fra marts til oktober, men den smager bedst før og efter blomstring.

I munden (og næsen)

Engsyre har en frisk syrlighed, der kan minde om citron eller lime, og fuldender billedet med en frugtagtig smag af kiwi. Hold dig til de unge, friske planter og brug helst de små, sprøde blade, som har en lækker sødme bag alt det sure. Engsyre dufter ikke rigtig af noget.

De fleste syrlige urter skal man holde sig fra at opvarme, men lige præcis engsyre bevarer faktisk smagen, når du varmer den op. Så hvis du for eksempel står med en gryderet eller en sauce, der savner lidt syrlighed, kan du i stedet for citron eller eddike tilsætte en portion engsyre. Du skal ikke koge engsyren med i lang tid, men tilsætte den, når retten er næsten færdig. Du kan også kaste en håndfuld hakket engsyre i kartoffelmosen, inden du serverer den. Den klare syrlighed træder endnu kraftigere frem, når du bruger engsyre uden tilberedning i for eksempel salater og smoothier eller som drys på en dessert eller pastaret, så lad være med at overdrive. Engsyre indeholder nemlig oxalsyre, som kan give ondt i maven, hvis du spiser meget af det.