Forvildede pærer kan godt lide brun og mættet jord. De kan ligne store buske eller små træer med kraftige torne. Frugterne er mindre end de store pærer, vi er vant til, og ofte mere ovale i formen. Skrællen er grøn-gul, men kan senere på sæsonen blive mere rødlig. Frugtkødet er fast, selv efter modning. Bladene er langstilkede og runde eller ovale i formen med fint savtakket rand og en lille, markant spids. Bladene er skinnende grønne, undersiden mat lysegrå. Blomsterne er hvide, svagt duftende og sidder samlet i bundter. Hvis ikke pæren let slipper grenen, når du trækker i den, skal du lade den sidde - den er ikke moden endnu. På den perfekt plukkede pære sidder kun en kort stilk tilbage - uden blad og kvist.

I munden (og næsen)

Forvildet pære er ofte mere syrlig og skarp i smagen end dyrket pære. Frugterne kan være knasende sprøde, trist melede og alt derimellem. Deres skræl kan være sej og tyk eller tynd som papir. Nogle forvildede pærer har tydelige kernehuse, der er spækket med kerner - andre er næsten kun frugtkød. Duften er frisk og sødlig.

Du kan selvfølgelig spise pæren rå, men den kan også bruges som ingrediens i køkkenet - især i det søde køkken. Frugtkødet bliver blødere, når du opvarmer det, men frugten bevarer sin form (med mindre du koger den helt i smadder). Du kan bruge friske pærer i frugtsalat, i smoothies og som topping til grød eller som ingrediens i tærter, kager og syltet som tilbehør til ost. En klassiker er Poire Belle Helene, hvor sukkersyltede pærer følges med vaniljeis og chokoladesauce. Vilde pærer kan med deres syrlighed også bruges som supplement til andre tilberedninger med sødere pærer, eksempelvis marmelade, gelé og chutney.