Brun Birke-rørhat
Nogle rørhatte er knyttet til bestemte slags træer. Brun birke-rørhat hænger uløseligt sammen med birketræer, så find et birketræ, slå blikket ned og hvis du er heldig, ser du de brune kugler i skovbunden.
-
Sankested
Som navnet antyder skal du lede efter brun birke-rørhat, hvor birketræer vokser - ofte ved moser og plantager eller i parker, haver og græsplæner. Bedst vokser den på steder, hvor jorden ikke er for fuld og fed.
Løvskov, nåleskov, by.
-
Sæson
Brun birke-rørhat topper sidst på sommeren og lidt ind i efteråret, men kan undertiden også findes allerede i juni eller juli. Et varmt og vådt efterår giver ekstra mange rørhatte.
Hele svampen: Juni, juli, august, september, oktober.
-
Beskrivelse
Rød birke-rørhat har en lidt slimet, kugleformet hat på op mod 15 cm, der med alderen bliver lidt fladere i det. Den er gråligt kakaobrun med hvide rør, der dog med alderen bliver mere gråbrune. Stokken rejser sig til en højde på mellem 8 og 15 cm med en tykkelse på mellem en og tre cm - og spidser som regel til i højden. Den er næsten dækket af grå, brune eller sorte skæl på hvid baggrund. Kødet er hvidt og skifter ikke farve, når du skærer svampen over.
-
Sankning
Skær svampen af en centimeter over jorden og børst det værste jord af med en lille børste. Du kan også komme af med de smudsige dele ved at spidse bunden af stokken med en kniv. Snegle og orme er ret vilde med brun birke-rørhat, så tjek efter i skærefladen om svampen er angrebet af utøj, eller om kødet er pænt og ensartet. Ofte er det kun stokken og den midterste del af hatten, der er angrebet af orm.
Hele svampen: Juni, juli, august, september, oktober.
Risiko for forveksling
Ingen risiko for farlige eller uhensigtsmæssige forvekslinger. Brun birke-rørhat kan dog forveksles med mange andre rørhatte, men kan kendes på sit voksested under birketræer, sin gråbrune hat og kødet, der bevarer sin hvide farve, når svampen skæres igennem.