Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Røn

De er så godt som legendarisk sure. Men med den rette tilberedning smager de rigtig godt. Selvom ræven ikke kunne nå dem, er rønnebær - og de uudfoldede blade fra rønnen - værd at tage med i køkkenet.

  • Sankested

    Røn kan gro på alle mulige forskellige slags jord og er rimelig udbredt. Den vil dog gerne have lys, så rønnetræer står gerne som soloartister i åbne landskaber og som prydtræer i haver og parker.

  • Strandeng, løvskov, nåleskov, by, hegn.
  • Sæson

    Uudfoldede blade kan du plukke fra slutningen af april og ind i maj, bær i august og september.

  • Skud: April, maj.
    Bær: August, september.
  • Beskrivelse

    Røn er en flerstammet busk eller et lille træ på 10 til 12 meter med orangerøde bær, der vokser i store klaser. Nogle arter har dog gule, grønne eller hvide bær, men de er ikke så udbredte. Rønnebær er kuglerunde og ligner faktisk æbler på størrelse med ærter. Rønnetræets blade springer ud midt i april og er aflange og savtakkede med mørkegrøn overside og en lysere underside - barken er gråligt rødbrun. Rønnetræet blomstrer med små, flødehvide blomster fra slutningen af maj.

  • Sankning

    Pluk de uudfoldede blade og de modne bær. Rønnetræet har en tendens til at sætte så mange skud og bær, at det bliver for tungt. Derfor er det en god idé som sanker at plukke jævnt på træet, så du letter vægten på grenene.

Risiko for forveksling

Nogle af de rønnearter, der findes i Danmark, er mere interessante end andre - men de indeholder alle et stof, der godt kan give mavepine, hvis bærrene spises rå. Aksel-røn og sejle-røn har melede bær sammenlignet med almindelig røn, som heldigvis er den mest udbredte i Danmark.