Pigsvamp, almindelig
Almindelig pigsvamp er udbredt og ret eftertragtet - ofte som erstatning for kantareller. De findes i stort antal, smager godt og er meget lette at genkende.
-
Sankested
Almindelig pigsvamp finder du i både løvskov og nåleskov, hvor den ofte står i små eller lidt større grupper i skovbunden.
Løvskov, nåleskov.
-
Sæson
Den topper gerne i oktober, men allerede fra juli eller august kan du finde de første pigsvampe.
Hele svampen: Juli, august, september, oktober, november.
-
Beskrivelse
Almindelig pigsvamp bliver op til otte cm høj og bærer en hat på op til 15 cm med uregelmæssige kanter, der hos de unge svampe er rundligt hvælvet og senere bliver mere flad, ujævn og nedtrykket i midten som en navle. Farven er som regel næsten hvid og cremet, men kan også bevæge sig over i det orangebrune. Stokken er lidt lysere end hatten og op til et par cm tyk. Det helt karakteristiske ved pigsvampen er, at den under hatten hverken har rør, ribber eller lameller, men lyse pigge, der hænger ned fra hatten som små istapper. Piggene kan være op til en cm lange og en halv mm i diameter.
-
Sankning
Gå især efter de mindre og helt friske eksemplarer, der endnu ikke har udviklet for meget bitterhed. Skær svampen af en centimeter over jorden og børst det værste jord af med en lille børste. Snegle og orme kan godt finde på at angribe almindelig pigsvamp, så tjek efter i skærefladen om svampen er angrebet af utøj, eller om kødet er pænt og ensartet. Ofte er det kun stokken og den midterste del af hatten, der er angrebet af orm.
Risiko for forveksling
Ingen risiko for farlige eller uhensigtsmæssigt forvekslinger. Almindelig pigsvamp kan dog forveksles med rødgul pigsvamp, der har en lidt mildere smag end almindelig pigsvamp - og er mere orange i farven.