Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Strandsennep

Strandsennep er en strandurt, med en særlig salt sennepssmag og et saftigt bid. Den kan både bruges til fede fiskeretter og der, hvor du ellers ville bruge sennep.

  • Sankested

    Strandsennep er især udbredt i den østlige del af Danmark. Det er en hårdfør plante, der kan klare salt, vind og hård sol. Derfor gror den på strandbredden i området med opskyllet tang mellem vand og klitter, hvor den får næring fra den rådnende tang. Du finder den lave urt ved at kigge i og omkring tangen.

  • Strandeng, strand.
  • Sæson

    Fra juli til oktober (eller når den første frost sætter ind).

  • Blade og blomster: Juli, august, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Strandsennep er en grøn plante på op til 50 cm, der ligner kraftigt oppustet grågrøn dild med små, lyserøde blomster. Strandsennep nærmest kryber langs sandet og ligner mest af alt en samling grønne puder ned langs stranden. Stænglerne er glatte, runde og sukkulente. De ser saftspændte og lækre ud med små rucola-lignende blade øverst. Ned langs stænglen sidder skulper, der ligner chilifrugter (skulperne er plantens frøkapsler).

  • Sankning

    Når du skal plukke strandsennep, skal du gå efter de yngre, blødere og saftspændte dele. De mere fibrede dele på større planter er ikke lækre. Sørg for ikke at hive planten op med rod og pluk forsigtigt for ikke at skade planten. Det er bedst at klippe strandsennep over og tage lidt fra hver plante.

  • NB!

    Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets planteliste bør planten spises i begrænset mængde, da der er yderst begrænset viden om indholdsstoffer i planten. Blade og frø indeholder glucosinolater og euracasyre.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for forveksling.