Hyldebær
Hylden er et såkaldt værnetræ, som man i fordums tid plantede for at beskytte sit hus mod troldepak og ondskab. Kærlighedsgudinden Freja boede ifølge den nordiske mytologi i et hyldetræ, og hyldens forskellige plantedele bliver også flittigt brugt i naturmedicin - og i køkkenet.
-
Sankested
Hylden vokser på frugtbar jord i skovbryn, parker og hegn - og rigtig meget i naturområder omkring menneskelige beboelser, hvortil den ofte forvilder sig fra en kultiveret havetilværelse. Den klarer fint både vind, frost, salt og skygge.
Strandeng, løvskov, nåleskov, by, hegn.
-
Sæson
De umodne bær plukkes i august, mens de modne hyldebær er klar i september eller oktober.
Umodne bær: August. -
Beskrivelse
Hylden er en meget almindelig busk eller træ på op til syv meter, der i juli blomstrer med små, flødehvide blomster i runde skærme med en diameter på 10 til 20 cm. Knæk en gren over og bemærk den hvide kerne, der løber gennem træet. Barken er gråbrun og ofte dækket med et grønligt algelag. Hver af de små blomster giver et enkelt, lille hyldebær med en dyb lilla farve og et skinnende ydre.
-
Sankning
Klip de skærmformede klaser af grønne/umodne eller mørkerøde/modne bær af med en saks. Vær forsigtig når du håndterer de modne bær - både fordi de kan smatte ud og fordi saften farver enormt og kan være tæt på umulig at få af tøjet.
Modne bær: September, oktober.
Risiko for forveksling
Den spiselige hyld kan forveksles med den giftige sommerhyld, som dog ikke er et træ, men en staude - og altså kun er étårig. Sommerhylden har også mere blegrøde blomster, som lugter lidt af marcipan. Druehylden er også giftig og kan kendes på, at bærrene er mindre mørke og sidder i ægformede fremfor cirkelrunde skærme. Grenenes marv på druehylden er desuden ikke hvid, som det ses på den spiselige hyld.