Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Røllike

Røllike er en af de klassiske snapseurter, men dens aromatiske og let bitre smag gør den til en interessant urt at eksperimentere med i det salte køkken.

  • Sankested

    Røllike kan vokse i næsten alle landskaber. I byen er den almindelig langs veje og cykelstier, i grønne områder og på græsplæner. Den findes på strandenge, i hegn og grøftekanter og på græsland. Den er hårdfør og skal bare bruge lys og tilpas tør jord for at trives.

  • Strandeng, nåleskov, by, hegn, grøftekant, græsland.
  • Sæson

    Du kan finde røllike allerede fra det tidlige forår, men den blomstrer fra juni til oktober. Hvor den slås ned, skyder røllike frisk op igen, så du kan plukke nye skud udenfor den egentlige sæson.

  • Skud: April, maj.
    Blad og blomst: Juni, juli, august, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Røllike er en urt på mellem 20 og 60 cm. Du kan kende den på bladene, der i formen mest af alt ligner fuglefjer eller små juletræer. Når den blomstrer, har den en høj, sej stængel, hvor bladene sidder uregelmæssigt opad. I toppen sidder små, hvide blomster tæt sammen i skærme på størrelse med en lille underkop.

  • Sankning

    Du kan både bruge blade og blomster fra røllike. Hvis de skal bruges rå, er bladene bedst, når de er unge og ikke alt for kraftige. Pluk derfor gerne de nye skud, der kommer på planten. De større blade kan også plukkes, hvis de alene skal indgå som smagsgiver i en ret og ikke spises.

  • NB!

    Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets planteliste bør planten spises i begrænset mængde. Der er ikke rapporteret forgiftninger efter indtag af almindelig røllike, dog er planten på Giftlinjens hjemmeside, hvor det er anført, at indtagelse kan give opkastninger og diarré.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for forveksling.