Blade og skud
Hvor må jeg plukke blade og skud?
Hvis du er på udkig efter blade og skud fra træer, skal du altid undersøge hvem, der ejer det område, du sanker på - og bede om tilladelse. Langt de fleste granplantager er kommercielle, så det gælder især, hvis du sanker i nåleskov.
Hvornår er blade og skud gode?
Skud på træer er bedst lige inden de folder sig ud, og bladene er bedst, når de er helt lysegrønne og matte i overfladen. Granskud skal du gå efter, når de er lysegrønne og bløde og gummiagtige at røre ved.
Hvad skal jeg have med af udstyr, når jeg plukker blade og skud?
En saks og en beholder (evt. en pose).
Hvordan plukker jeg blade og skud?
De friske blade kan du plukke direkte fra træet eller busken. Uudfoldede skud fra løvtræer kan du forsigtigt vippe af grenene med fingrene, så resten af grenen ikke tager skade. Granskud klipper eller skærer du forsigtigt lige over det yderste lysegrønne sted. Det kan være en hård omgang for planter og træer at få plukket blade og skud af, så pluk altid fra flere træer og buske ad gangen - og pluk aldrig for meget fra samme gren. Generelt skal du bruge fornuften og tænke over, hvad planten kan tåle. Læg plantedelene i fryseposer eller bøtter med låg og forsøg efter bedste evne at holde dem udenfor direkte sollys. Opbevarer du bladene i poser, er det en god idé at vikle et vådt håndklæde rundt om poserne, så de ikke bliver for varme på vejen hjem.
Hvordan renser jeg blade og skud?
Skyl dem forsigtigt og lad dem lufttørre.