Kom i gang med at sanke
At sanke og lave vild mad er ikke svært. Det kræver ikke, at du er naturvejleder, biolog eller kok. Men det kræver, at du bruger din sunde fornuft og dine sanser - og at du planlægger en smule, før du tager ud i naturen. Uanset om du på forhånd ved ret præcist hvilke råvarer, du er på udkig efter, eller om du går mere åbent og nysgerrigt til værks, så er det en god idé at tænke over de følgende spørgsmål, før du går ud af døren.
Hvordan kommer jeg overhovedet i gang?
Når du skal i gang med at sanke, kan der være meget at holde styr på, så det er en god ide at gøre tingene simple, ved at snævre feltet af planter ind og forberede sin sanketur en smule. Det kan du gøre ved at følge disse simple skridt:
• Udvælg nogle få råvarer, som du vil lede efter. Gem dem under ”Bogmærker” i appen, hvor du let kan hente dem frem.
• Læs afsnittene ”Naturen” og ”Sensorik” under hver råvare og kig grundigt på billederne, så du lettere kan genkende råvarerne i naturen.
• Sæt dig ind i hvordan de valgte råvarer skal sankes og læs den relevante guide under ”Leksikon”, hvor du kan finde ud af, om du skal bruge særligt udstyr.
• Find ud af hvilket sankelandskab råvarerne vokser i.
• Undersøg om der er risiko for forveksling med ikke-spiselige planter, og hvordan du kan kende forskel. Eventuelle forvekslingsmuligheder er fremhævet i råvarebeskrivelsernes afsnit "Naturen". Søg altid ekstra information, hvis der er risiko for forveksling.
Brug på selve sanketuren beskrivelser og billeder i appen til at genkende planterne, men hvis du er i tvivl, om en råvare er den rigtige, skal du altid lade den stå og gå videre.
Hvad betyder årstiden for sankning?
Du kan altid finde ting at sanke i naturen, men hver årstid er sæson for forskellige vækster. Undersøg derfor på forhånd hvad der er i sæson lige nu. Læg mærke til, at nogle planter har flere sæsoner, og at det ofte er forskellige plantedele, du kan plukke på forskellige tidspunkter af året. Det gælder for eksempel hyld, hvor du i sommerens løb sanker blomster og senere bær. Læs om den enkelte plantes udvikling hen over året i afsnittet ”Naturen” under den enkelte råvarebeskrivelse.
Hvad er god sankestil?
Når du sanker, skal du altid udvise respekt for naturen. Det kan du gøre ved at overholde nogle simple regler:
• Pas på de planter du sanker. Læs altid råvarebeskrivelsernes afsnit ”I naturen” grundigt, så du har styr på, hvordan du skal sanke dine råvarer uden at skade planterne og ødelægge deres mulighed for at komme igen næste år.
• Pluk med omtanke for naturens kredsløb og den næste sanker. Efterlad altid noget til den næste sanker - og pluk aldrig det sidste. Hvis du gerne vil sanke hyldebær i efteråret, skal du ikke plukke alle blomsterne om sommeren.
• Sank kun det du skal bruge og sørg altid for at få brugt de ting, du sanker. En god ide er at sanke med en opskrift i baghovedet - så kender du på forhånd de mængder, du skal bruge.
• Pluk meget af det, der er meget af, og mindre af det andet. Pluk mange planter som brændenælder eller japansk pileurt, som de fleste ser som ukrudt. Vær mere tilbageholdende med planter, der vokser mere spredt.
Hvordan finder jeg de planter jeg gerne vil sanke?
Når du skal finde frem til en plante er der to ting, du skal kende til:
• Først og fremmest, at landskabet er delt op i forskellige naturtyper - sankelandskaber. Hvert sankelandskab er hjemsted for forskellige planter, så du skal kende det sankelandskab, du skal ud i. Skal du på stranden eller i skoven? Udvalget af planter er helt forskelligt.
• Dernæst skal du vide hvilke forhold, planten foretrækker - sankestedet. Foretrækker planten sol eller skygge? Er den mest til fugtig eller tør jord? Når du kender plantens sankested, kan du kigge i sankelandskabet efter steder, hvor du tror, de rette forhold findes.
Når du kender til sankelandskab og sankested for den enkelte plante, er det bare at bruge dine sanser og gå på opdagelse i naturen med appen ved din side.
Hvordan genkender jeg de vilde spiselige planter?
Alle planter har særlige kendetegn, der gør, at du kan adskille dem fra andre. Hvis der er risiko for farlige eller uhensigtsmæssige forvekslinger er det fremhævet nederst i råvarebeskrivelsens afsnit "Naturen". Søg altid information flere steder hvis det, du leder efter, kan forveksles med noget giftigt.
Hvad og hvor må jeg sanke?
Læs om love og regler for sankning under ”Sankeregler” i ”Leksikon”.
Hvad kan jeg sanke hvornår?
Nogle råvarer kan du plukke året rundt, men hovedreglen er, at du kan plukke forskellige planter i hver sæson. I foråret finder du mange spæde urter, tang og enkelte svampe. Om sommeren kan du stadig plukke urter, spiselige blomster, bær og nogle få slags svampe. Efteråret byder på frugt, bær, nødder, svampe og urter. Om vinteren kan du plukke nogle få urter og lidt tang. VILD MAD appen og hjemmesiden er indstillet til at følge årstiden, så du ser altid først, hvad der typisk er i sæson lige nu.
Hvad betyder vejret for sankning?
Tjek altid vejrudsigten og prøv at tænke tilbage på, hvordan vejret har været i de sidste par uger. Det er vigtigt at forholde sig til vejret af to årsager.
• Den første er, at selvom alle planter har en sæson, kan nedbør, vind og kulde give store udsving i sæsonerne. Så måske er det, du gerne vil sanke, forsinket - eller også kommer det frem tidligere end normalt.
• Den anden årsag er, at vejret betyder enormt meget for råvarernes tilstand. Nylig regn eller længere tørke kan være afgørende for, om du får spændstige eller slatne urter med hjem. Og fugtigt vejr med høje temperaturer er drømmevejr for svampe.