

Vandnært Strandeng
Strandeng
Strandengen med indsøer, højt græs og blomstrende urter. Duften og lyden af havet blandes med insekters summen og fuglesang.
Introduktion

Strandengen med indsøer, højt græs og blomstrende urter. Duften og lyden af havet blandes med insekters summen og fuglesang.
Strandeng finder du på kyststrækninger, der er beskyttet mod vind, vejr og bølger. Sammenlignet med en normal strand er strandengen mere rolig. Det tillader mange forskellige slags planter at trives og udvikle delikate og kraftige smage fra det salte til det bitre. Strandengen er mest interessant at sanke på fra foråret til sidst på sommeren, hvor et grønt og gult tæppe af græs og urter strækker sig helt ned til vandkanten. Ofte går der græssende dyr på strandengen, så vær grundig, når du skyller de planter, du har samlet - især hvis de har vokset nær kokasser eller hestepærer.
Under højvande bliver strandengen ofte oversvømmet af havet, og plantelivet er meget eksponeret for vind, vejr, sol og salt. Når du kigger ud over strandengen, skal du forestille dig, at den er inddelt i op til fire zoner fra vandkanten op ad stranden. I hver zone vokser meget forskellige planter afhængigt af, hvor meget salt og havvand, de kan tåle.
Den første zone er flad og ligger helt ude omkring vandkanten. Her tillader vand og bølger kun meget spredt bevoksning, og du finder kun planter, der kan tåle at stå direkte i det salte vand. Jorden er ofte mudret og sandet, og ved lavvande finder du små grønne øer eller sandbanker. I denne zone kan du sanke saftige og smagfulde planter som salturt, strand trehage og strandasters.
Den næste zone ligger lidt højere i landskabet. Ved højvande bliver denne del af strandengen oversvømmet, og her gror sjældent noget over knæhøjde. Voksende i små tuer finder du urter som lægekokleare og strandvejbred, der kan tåle oversvømmelser og salt.
Den næste zone ligger igen højere i landskabet. Her vokser græs og grønne urter i brede, knæhøje bælter - ofte brudt af indløb af vand eller små søer fra sidst, det var højvande. Havet når sjældent så højt op, men under højvande kan denne del af strandengen godt blive oversvømmet - og med havvandet kommer dødt tang. Det betyder, at jorden er mindre saltholdig og rig på næring. Her kan du finde strandsennep og grønne bælter af urter som strandmælde og strandkarse. På åbne steder med sand finder du strandarve og strandbede.
Den sidste zone ligger højest i landskabet. Den flyder ud i resten af landskabet og skiller ofte ved et dige eller ved buske og træer, som ikke tåler salt. Her kommer havet ikke op, så jorden er som regel tør. Men saltet i luften blæser ind over landet og gør, at der alligevel er salt i jorden. Her vokser højt græs og blandede urter, og du kan finde typiske engurter som vild timian, skovløg og gråbynke blandet med strandplanter som strandmalurt, hybenrose, havtorn og strandkvan.
Vind, vejr, oversvømmelser og græssende dyr kan forme landskabet i mange retninger, så strandengen og dens udvalg af planter kan ændre sig fra år til år.
I foråret dukker strandengens første spæde urter op, og er foråret mildt, kan de allerede vokse godt til og plukkes i begyndelsen af april. Kig især efter forårets strandurter i de tre mest vandnære zoner. I den sidste zone, det salte græsland, kan du i foråret være heldig at finde vårmusseron.
I løbet af sommeren eksploderer strandengen. Ude ved vandet finder du saftige og smagfulde urter som salturt og i de store bælter med strandurter længere oppe på engen, kan du plukke store mængder strandmælde og strandbede. Helt oppe i det salte græsland finder du engurter som brændenælde og røllike samt hybenroseblade - og senere hyben. Mange af strandurterne i de våde zoner bliver for stærke i smagen i en periode omkring slut juni, hvor de blomstrer og sætter frø. Herefter bliver de delikate igen i løbet af august.
I sensommeren kan du plukke strandsennep, strandmalurt og hyben. Men nogle af de planter, der har stået i fuld sol hele sommeren, er blevet for bitre og seje. I meget tørre somre kan bitterheden også komme tidligere på sæsonen, så du er nødt til at smage dig frem. I det salte græsland kan du finde brombær, korbær og havtorn. Hen over vinteren kan du plukke bladene fra lægekokleare, som holder hele året.