Havtorn

Et eneste bær fra havtorn indeholder mere C-vitamin end en hel appelsin, men det er langt fra den bedste grund til at tage det med i køkkenet. Havtorn er nemlig let at finde og fuld af smag, der kan give et friskt blæs af syre til dine retter.

  • Sankested

    Havtorn kan slet ikke få nok lys, og når lyset er der - som det for eksempel er ved kyststrækninger - breder den sig rigtig meget og bliver til tætte buskadser af stikkende torne og orange bær. Havtorn er en ekstremt nøjsom plante, der kan leve på sandet jord i hård, salt vind - derfor finder du den ofte i klitlandskaber, hvor den fungerer som læhegn. Du kan også finde havtorn i gamle grusgrave og på udsatte skrænter. Når blot lyset er til stede, kan havtornen finde en vej.

  • Strandeng, by, hegn.
  • Sæson

    Du kan plukke havtorn fra august til oktober - tidligere, hvis sommeren har været varm.

  • Bær: August, september, oktober.
  • Beskrivelse

    Havtorn kan krybe langs jorden som et busk-lignende krat på op til tre meters højde eller rejse sig op til et træ på fem til seks meter, hvis forholdene er til det. Dens blade er smalle og sølvglinsende, og hen på efteråret står havtorn fyldt med bær, der i farven kan variere fra det let gule til mørk orange, og som sidder så tæt, at de næsten ligner orange majskolber. Når bærrene bliver mere gullige sidst på sæsonen, er det tegn på, at de nærmer sig det overmodne.

  • Sankning

    Du skal være heldig for at finde havtorn i en tilstand af modenhed, der gør, at de små orange bær lader sig plukke af planten uden at smatte helt ud mellem dine fingre. En mulighed er at lægge et klæde ud under busken og ryste grenene, til bærrene begynder at falde af - uden at få for mange ar og rifter af de spidse torne. Hvis ikke det virker, kan du skære et grenstykke af, lægge det i dybfryseren og siden plukke de frosne bær af grenen. Men tag kun korte grene - og kun det, du skal bruge, så planten ikke tager unødig skade (og husk at bede om tilladelse til at klippe i busken). Hvis du kun skal bruge saften, kan du også holde en skål hen under en gren og med handsker presse bærrene, så saften løber ned i din skål.

Risiko for forveksling

Havtorn kan forveksles med ildtorn, der har røde, meget bitre bær. Hvor blade fra havtorn er aflange med fine hår på undersiden, er ildtornens dog glatte og bredere. Ildtorn er ikke umiddelbart giftig, men er heller ikke egnet som mad (for andre end fugle).