Er du skolelærer? Gå til undervisnings-sitet her

Skovløg

Skovløg er en velsmagende løgplante, der minder om en lille porre. Den har tidligere været dyrket som spiseplante i urtehaver over hele Norden og fungeret som en fast løgtype i køkkenet.

  • Sankested

    Skovløg trives på næringsrig, tør eller let fugtig jord i hele landet - dog mere sjældent i Nord- og Vestjylland. Som regel finder du den i kystnære områder under fuld sol. Kig efter den langs veje og stier, i skovbryn, i områder med højt vildtvoksende græs og ved overgangen mellem strand og eng. I løbet af sommeren kan du finde områder med større bestande, hvor de purpurviolette hoveder nærmest svæver i pletter hen over den øvrige bevoksning.

  • Strandeng, nåleskov, løvskov, by, hegn, grøftekant, græsland.
  • Sæson

    Skovløg kan du plukke fra april til juli, blomsterne i juli og august. Løg finder du fra juli til september.

  • Selve planten: April, maj, juni.
    Blomster/frø/løg: Juli, august, september.
  • Beskrivelse

    Skovløg er en løgplante, der normalt bliver mellem 20 cm og en meter høj. Frem til dens blomstring midt på sommeren ligner den mest af alt en meget tynd porre eller et forårsløg med lange, tynde, spidse blade. Når den sætter blomst, får den en lang, kraftig stængel, som er toppet med en kuglerund purpurviolet blomst. Blomsterhovedet består af et sted mellem 15 og 50 små yngleløg med blomster voksende ud fra. Blomsterne sidder på små stilke og kan nogle gange synes nærmest at svæve over hovedet.

  • Sankning

    I det tidlige forår kan du sanke de spæde blade ved at plukke dem forsigtigt. Senere sankes selve planten ved at skære eller klippe den af lige over jorden. Forsøg ikke at få løget med op - så kan planten nemlig skyde igen. Blomsterne og de små yngleløg kan du klippe eller skære af, men strø eventuelt et par af de små yngleløg i området, så der kommer nye skovløg til næste år. Løgene graver du op sidst på sæsonen.

Risiko for forveksling

Ingen risiko for forveksling.